COBRA
ATELIER CLOT – 5 ÅRS JUBILÆUM PÅ HAVNEN
SÆRUDSTILLING MED COBRA LITOGRAFIER
Atelier Clot kan i år fejre 5 års jubilæum på havnen i Svendborg. Det markerer vi med en enestående særudstilling med omkring 40 litografier fra udvalgte medlemmer af den legendariske COBRA-gruppe. Fernisering finder sted lørdag den 28. marts 2026 kl. 14–16, hvor alle er hjerteligt velkomne til at fejre jubilæet sammen med os.
Siden vi for fem år siden åbnede dørene på havnen i Svendborg, har vi oplevet en overvældende opbakning. Vi er blevet taget imod med nysgerrighed, varme og engagement, og vi har mærket en stærk lokal interesse for grafisk kunst og kunsthistorie. Den opbakning har været afgørende for vores udvikling og for, at vi i dag kan præsentere en udstilling af denne kaliber.
FERNISERING
Lørdag den 28. marts 2026
kl. 14-16
Udstillingen vises
28. marts – 30. maj 2026
FRI ENTRÉ
Atelier Clot, Bramsen & Brunholt
Frederiksø 16A
5700 Svendborg
Åbningstider:
Torsdag kl. 13-17
Fredag kl. 13-17
Lørdag kl. 12-14
Der er mulighed for at booke en privat fremvisning for kunstforeninger, virksomheder, museer eller større grupper. Kontakt os på email: galleri@atelierclot.dk eller telefon +45 93 20 68 50.
COBRA
UDSTILLINGSPLAKATER
COBRA
ATELIER CLOT – 5 ÅRS JUBILÆUM PÅ HAVNEN
Siden vi for fem år siden åbnede dørene på havnen i Svendborg, har vi oplevet en overvældende opbakning. Svendborggenserne har taget imod os med nysgerrighed, varme og engagement, og vi har mærket en stærk lokal interesse for grafisk kunst og kunsthistorie. Den opbakning har været afgørende for vores udvikling og for, at vi i dag kan præsentere en udstilling af denne kaliber.
Placeringen på havnen har skabt en levende ramme omkring galleriet – et sted hvor international kunsthistorie møder det sydfynske kulturmiljø.
En særlig jubilæumsudstilling
Udstillingen samler cirka 40 litografier skabt af de mest centrale medlemmer af COBRA-bevægelsen. Publikum kan opleve en markant og sjældent samlet præsentation af værker af blandt andre:
- Asger Jorn
- Pierre Alechinsky
- Karel Appel
- Corneille
- Christian Dotremont
- Ejler Bille
- Carl Henning Pedersen
- Egill Jacobsen
- Wifredo Lam
- Mogens Balle
Udstillingen er samtidig en hyldest til vores værksted i Paris, hvor en betydelig del af COBRA-kunstnerne arbejdede med litografi i tæt samarbejde med litografen Peter Bramsen. Netop den direkte forbindelse mellem COBRA-kunstnerne og det parisiske værksted gør udstillingen særlig relevant i forbindelse med vores jubilæum. Historien om det klassiske litografiske håndværk og det eksperimenterende, spontane udtryk, som kendetegner COBRA, mødes her i en stærk kunsthistorisk fortælling.
Med denne udstilling ønsker vi ikke blot at markere et jubilæum, men også at dele en kunsthistorisk arv, der knytter Paris og Svendborg sammen gennem håndværket og kunstens internationale sprog. Vi glæder os til at byde velkommen til en festlig fernisering og en helt særlig udstilling.
COBRA-gruppen
COBRA var en avantgardistisk kunstnergruppe dannet i 1948, og navnet er sammensat af de første bogstaver i byerne COPENHAGEN, BRUXELLES og AMSTERDAM. Gruppen eksisterede kun frem til 1951, men dens betydning for efterkrigstidens europæiske kunst kan næppe overvurderes. I en tid præget af krigens traumer ønskede kunstnerne at skabe et nyt, frit og spontant billedsprog, der brød med både akademiske traditioner og den stramme, geometriske abstraktion, som ellers dominerede perioden. COBRA-kunstnerne dyrkede spontaniteten, intuitionen og det umiddelbare udtryk. De lod sig inspirere af børnetegninger, folkekunst, såkaldt “primitiv” kunst og nordisk mytologi. Resultatet blev værker med kraftige farver, rå og energisk penselføring samt fantasifulde figurer, der ofte befinder sig et sted mellem dyr, mennesker og mytiske væsener.
Centrale skikkelser i bevægelsen var den danske maler Asger Jorn, der blev en af gruppens drivende kræfter, samt hollænderen Karel Appel og belgieren Pierre Alechinsky. Fra Danmark deltog også Ejler Bille, Egill Jacobsen, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt, mens hollænderne blandt andre talte Constant Nieuwenhuys og Corneille. På den belgiske side spillede digteren Christian Dotremont en afgørende rolle.


