+45 9320 6850 / +33 (0)9 52 60 91 59 galleri@atelierclot.dk
Originale værker
i ramme af egetræ med ibenholt

PETIT UNIK – INDRAMMEDE original værker

PETIT UNIK er en videreudvikling af Éditions Petit – vores serie af mindre litografier i eksklusive, håndlavede rammer.

Med PETIT UNIK har vi taget idéen et skridt videre. Her er der ikke længere tale om værker i oplag, men om unikke originalværker – 1/1 – skabt og signeret af kunstneren.

Inspirationen til indramningen kommer fra de gamle mesterværker, man møder på museer, hvor selv mindre værker ofte er omgivet af markante og volumniøse rammer. Her bliver rammen ikke blot en beskyttelse omkring værket, men en aktiv del af det samlede udtryk.

I PETIT UNIK leger vi bevidst med dette forhold mellem værk og ramme. Det lille, intime originalværk får en større fysisk tilstedeværelse gennem den særlige indramning, og kontrasten mellem værkets format og den markante ramme giver hvert værk sin egen karakter.

Rammerne til PETIT UNIK skabes i samarbejde med et italiensk rammeværksted, hvor traditionelt håndværk, nøje udvalgte træsorter og præcise samlinger danner grundlag for hver enkelt ramme.

 

Detalje på indramning
Monotopi af Peter Larsen

PETER LARSEN

Peter Larsen (f. 1984) er en dansk billedkunstner opvokset på Fyn, som i dag er bosat og arbejder i København. Han blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013 og har siden udviklet en kunstnerisk stil, der spænder over flere medier, herunder maleri, tegning, keramik og grafiske teknikker som radering, serigrafi og litografi. Larsens kunst er præget af en fantasifuld og legende tilgang, hvor han henter inspiration fra eventyr, mytologi, dyreliv og urbane landskaber. Hans værker skaber ofte en drømmende, til tider dystopisk stemning, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi flyder sammen. Ved hjælp af stærke farver, særegne figurer og symbolik udfordrer han beskuerens opfattelse af rum og fortælling. Han har udstillet både i Danmark og internationalt, blandt andet i USA og Storbritannien. Udover sit virke som kunstner underviser han også i grafik på Kunsthøjskolen i Holbæk.

Cecilie Nyman

Cecilie Nyman (f. 1970) er dansk billedkunstner. Hun arbejder figurativt med maleri og tegning og har desuden en særlig interesse for portrættet. Hendes værker kredser ofte om mennesket, erindringen og de stille, eftertænksomme øjeblikke. Nyman har studeret klassisk tegning på Fyns Kunstskole i Odense. I sit kunstneriske arbejde henter hun blandt andet inspiration i den danske modernisme og hos kunstnere som Edvard Weie og Harald Giersing. Hendes billedsprog bevæger sig mellem det figurative og det ekspressive, hvor motivet ikke alene gengives, men bruges som udgangspunkt for stemninger og psykologiske lag. Portrættet spiller en væsentlig rolle i hendes praksis. I 2018 deltog Cecilie Nyman i DR-programmet Danmarks bedste portrætmaler, og i 2021 blev hendes værk Mr. Nyman udvalgt til den censurerede nordiske portrætudstilling Portræt NU!på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Ved siden af portrætterne arbejder Cecilie Nyman med blandt andet landskaber og stilleben. I hendes landskabsværker kan gamle fotografier og erindringer fra rejser danne udgangspunkt for billeder, der undersøger tid, nostalgi og længslen efter ro og fordybelse.