FERNISERING
Lørdag den 23. oktober 2026
kl. 17-20

Simon Bang vil være tilstede ved ferniseringen.

Udstillingen vises herefter
24. oktober – 28. november 2026

Atelier Clot, Bramsen & Co.
19 Rue Vieille du Temple
75004 Paris
France

Åbningstider:
Tirsdag 14-19
Onsdag 14-19
Torsdag 14-19
Fredag 14-19
Lørdag 14-19

Hold aldrig op med at søge

simon bang

Min allerførste nat i Paris sov jeg i Rue Vavin nr. 26. Det var i 1981. Jeg boede i den ejendom hvor de optog baderum- og elevatorscenen til filmen «Sidste Tango i Paris«. Om sommeren lånte Mick Jagger og hans band lejligheden hvor jeg overnattede. I stuen var der monteret hele ulveskind som dekorationer på væggene og i den lange gang med de sorte og hvide stenfliser, kunne man spille bowling. Fra lejligheden, i funkisejendommen, kunne jeg se ned på Hôtel Du Danemark, som lå på den modsatte side af gaden. Jeg havde ikke lyst til at mindes Danmark – nu hvor jeg endelig var rejst bort fra mit fædreland. En ung 20-årig kunstner tænker kun på nuet, men jeg en skitse af hotellet overfor, og i dag hjælper den mig til at mindes, hvordan det var. Jeg var i gang med livet. Uden at vide hvor det førte mig hen.

Der var en kvinde involveret. Hun var hele årsagen til at jeg var havnet i Paris. Jeg begærede hende og det var kompliceret. Om natten gik jeg i gaderne, så byen kunne heale min tilstand og få mig til at glemme. Det var næsten som en klichéfyldt scene i en B-film. Hver morgen gik jeg de 160 meter op til La Rotonde og bestilte kaffe og en crossaint og forsøgte at virke sær og tvær, og gjorde alt for at blende ind og ikke ligne en turist på kort ophold. Det var dog det eneste, som virkelig var sandt. Jeg mimede en karakter og forestillede mig, at jeg var en anden; fx en ægte pariser, der havde boet hele livet i Paris, kendte Godard og spiste aftensmad med Catherine Deneuve, hvis kat jeg passede, når hun var bortrejst. Mine dagdrømme løb med mig i forsøget på at blive til noget.

Senere dukkede det ægte Paris op, da jeg fandt frem til de folkelige spisesteder, hvor røgen hang tungt i lokalerne. Jeg røg filterløse Gauloises, som jeg tog med hjem til Danmark, så jeg kunne fremstå eksotisk og noget der lignede et liv med erfaring. Jeg var allerede droppet ud af min kunstskole hjemme i København, for anden gang, og søgte mod nye muligheder. Jeg flygtede også fra min familie, det kunstnerdynasti jeg var født ind i. Af alle steder, var jeg netop havnet her, hvor kunsten og kulturen mødtes. Paris kan man ikke flygte fra. Den er som dine dagdrømme og længsler. Den hiver op i sine skørter, når man om morgenen krydser gaderne, mens vandet skyller nattens bristede håb, flygtige kys og afvisninger, ned i kloarkerne. Byen lader sine boulevardbriser friske dig op, og mindst 36 gange om dagen, viser den sine kvinder frem; på bistroerne, cafeerne, parkerne, i metroen eller som forfinede skygger i skumringen. Nu vidste jeg, at jeg levende, var tilstede og deltagende i den store iscenesættelse. Når dét går op for en, så er Paris parat, og man er selv blevet en aktør i byernes by.

Da jeg igen kom til Paris, mange år senere, var det for at arbejde for Atelier Clot, Bramsen og Co. på Rue Vieille du Temple. Nu var byen endnu tydeligere og mere kraftfuld og nu var der ikke plads til at drømme. Mesterlitografen Thomas Marin og cheftrykkeren Christian Bramsen, på verdens ældste stentrykkeri, ventede på svar om hvad det var jeg ville med mine litografiske sten som jeg skulle til at tegne op, og hvordan vi sammen skulle løse opgaven. Nu var det håndværket, ideerne og den stolte tradition der var på spil, og det trak mig ind i realiteterne og inden dagen var omme, så handlede det om hårdt arbejde, beslutninger og forskellen med de varme og de kolde farver. Da jeg træt og udmattet gik hjem til mit værelse, åbenbarede Paris sig igen, som den allerførste gang; denne evige flirt hun er så god til. Nu var det blevet nat og lysene sprang frem som diamanter og kastede kaskader af kunstlys og sitrende kombinationer af umulige farver og delikate kontraster. Mine øjne søgte og fandt brudstykker af Paris, som jeg prøvede at tilegne mig, uden at miste mig selv og uden at forråde Paris. Kan man male en by man ikke er født i og ikke bor i, så det føles interessant og oprigtigt? Kan man fange essensen af byen med sine øjne, sit talent og hårdt arbejde? Det var det jeg satte mig for at undersøge.

Det kom der en række malerier ud af, som jeg her for første gang udstiller i Paris, sammen med 12 litografier jeg gennem årene har udført for Atelier Clot, Bramsen og Brunholt. Udstillingen i Paris er arrangeret af Atelier Clot, Bramsen & Brunholt i Danmark.