0
0 Items Selected

No products in the cart.

Atelier Clot – En historie om litografisk kunstnerisk arv

Atelier Clot er verdens ældste litografiske værksted og er placeret i det charmerende Marais-kvarter i Paris. Med en stolt historie, der går tilbage til 1896, blev værkstedet grundlagt af Auguste Clot, en af hovedstadens mest talentfulde litografer på det tidspunkt. Hans banebrydende arbejde inden for farveanvendelse tiltrak opmærksomhed fra den unge kunstnergruppe “Nabis” og kunsthandleren Ambroise Vollard, der bestilte værker til sine berømte grafikeralbum.

Fra 1896 blev Atelier Clot hjemsted for produktionen af de smukkeste mesterværker inden for farvelitografi, som bar signaturer fra store kunstnere som Degas, Cézanne, Renoir, Sisley, Redon, Bonnard, Vuillard, Signac, Munch, Rodin og mange flere.

Auguste Clot forblev leder af værkstedet indtil 1934, hvor hans søn, André Clot, overtog styringen. På dette tidspunkt blev værkstedet også besøgt af anerkendte kunstnere som Rouault, Matisse, Denis, Roussel, Guillaumin, Foujita og andre.

I slutningen af 1950’erne kom der en ung nyuddannet litograf, Peter Bramsen, til Paris for at videre­­uddanne sig. Allerede i 1963 bliver Peter Bramsen partner i det gamle værksted som nu var ejet af grundlæggerens barnebarn, Guy Georges. I 1965 blev Clot, Bramsen & Georges stiftet og Bramsen blev kunstnerisk og faglig leder. Værkstedet flyttede i 1968 fra Rue du Cherche-Midi til større lokaler midt i Marais-kvarteret på Rue Vieille du Temple. Her samledes et væld af kunstnere som Asger Jorn, Alechinsky, Bram Van Velde, Lindström, Wyckaert, Pol Bury, Topor, Arman, Saura, Bjørn Nørgaard, Voss, Toledo, Michaux, Soulages, Calder, Wifredo Lam og mange andre for at arbejde med stentryk.

Sønnen Christian Bramsen bliver partner i 1988 og han står som garant for, at den høje standard fortsætter, ligesom det var tilfældet, da firmaet blev grundlagt for over 100 år siden. Christian Bramsen, der også fungerer som cheftrykker, har en international orientering og bruger sin erfaring til at arrangere udstillinger både indenlands og i udlandet med de kunstnere, der er tilknyttet forlaget. Senest er tredje generation af Bramsen familien trådt ind i virksomheden. Christians søn Victor er uddannet kunsthandler i Frankrig, og er daglig leder af galleriet i Paris.

Værkstedet i Paris har været repræsenteret i Danmark i over 30 år. I 2004 overtager Morten Brunholt repræsentationen af værkstedet og forlaget i ­Skandinavien. I 2013 opretter Morten og Christian det danske forlag Atelier Clot, ­Bramsen & Brunholt. Forlaget udgiver dansk og international kunst i høj klasse. Siden 2021 har lito­gra­fierne været vist frem i galleriet på Frederiksø i Svendborg, Danmark. Hér er fokus på at bevare og udvikle det gamle kunsthåndværk litografi og tilbyde vores gæster kunstneriske oplevelser af international klasse. Det smukt beliggende sted på Frederiksø ved havnen i Svendborg, blev tidligere brugt af Svendborg Skibsværft og bærer derfor præg af historie og det maritime miljø, som kendetegner Svendborg. Galleriet ledes til dagligt af Charlotte og Morten Brunholt.

Værkstedet i Paris er i dag udstyret med følgende personale og materiale: Christian Bramsen som cheftrykker og ejer, Thomas Marin som litografisk trykker, Ariel Termine som grafiker og Victor Bramsen som ansvarlig for salg og markedsføring. Værkstedet strækker sig over 300 m2 med en kælder på 80 m2 og omfatter tre håndpresser, en kobbertrykspresse, en Voirin trykpresse, en papirskærer og omkring 250 litostene (ca. 15 tons). Der er også tre 44″ inkjet-printere og en 60″ inkjet-printer til rådighed. Siden 1960’erne har over 500 kunstnere trykt mere end 6000 litografier på værkstedet.

Værkstedet og galleriet i Svendborg omfatter et 100 m2 galleri og et 75 m2 værksted med to franske håndpresser, en tysk Schnell-presse, en kobbertrykspresse og værktøj til indramning. Morten Brunholt fungerer som ejer og salgsansvarlig, mens Charlotte Brunholt står for salg og markedsføring. Dina Schäfer arbejder med salg og i galleriet.

Atelier Clot er i dag et internationalt anerkendt værksted og forlag, der holder fast i sin kunstneriske arv. Gennem årtier har værkstedet været en kilde til inspiration og et sted, hvor kunstnere har kunnet udforske litografiet og blive en del af den samme historie, som tidligere mestre som Renoir, Degas og Munch har fortalt. Med fortsatte kunstneriske samarbejder og en passion for litografiets kunstform er Atelier Clot et levende bevis på, hvordan tradition og nytænkning kan eksistere side om side.

Udtalelser fra udvalgte kunstnere

Middag nærmer sig. En dejlig duft hænger i luften og fortrænger dampene af olie og benzin. Maskinen står stille. Lidt klirren. En nøgle strammer hurtigt en møtrik: trykkersvenden spænder en sten fast i pressen til det kommende arbejde med en mekanikers automatiske bevægelser. Det er Jean Gabin og hans lokomotiv i Menneske dyret. Mens jeg udtværer en serie marginale klatter på min sten for at tyde, hvad de dikterer mig (med hensyn til Rorchach-tests: så laver man selv de bedste) kan jeg høre, at der åbnes ølflasker og trækkes vin op. Bordet er dækket – i eftermiddag vil vi sidde og signere værker ved det – og der kommer, hvad jeg nok anede : gryden! Peter beværter os fyrsteligt. Dugen er taget fra en rulle med brunt papir: forlagets indpakningspapir. Efter kaffen vil han lave “dugen” til en stor pose, der rummer måltidets relief.
 
På det tomme bord, søger jeg med blikket, en “graffiti” efterladt af Jorn. Det er blevet en vane hos mig. Snit lavet af vores ven med lommekniv. Et billede i rå tilstand, i samme ånd som de vægindskriptioner i Belleville, som Brassaï holdt af at fotografere i modlys. I mangel af et fotografi har Peter gjort noget endnu bedre: et aftryk à la chinoise (efter at kaffen er drukket og “dugen” er i skraldespanden) trykt i 13 eksemplarer.
 
Jeg spekulerer på, om det ikke skulle være ved dette bord – det må have været i juni 1972, lidt før han vendte hjem, København, Silkeborg, Aarhus, hvor han døde i løbet af det følgende forår – at jeg, for sidste gang så Asger Jorn tegne på stenen, tage en snaps, nynne mellem tænderne, tænde sin pibe, tale om “manglerne ved det videnskabelige begreb: dissymetri”, og så, med sin fantasifulde, hurtige og elegante skrift, nummerere de nytrykte litografier een for een, give dem titler, signere dem og så pludselig bryde ud i skraldlatter.
Pierre Alechinsky

“Til Peter Bramsen”, Antonia Saura I porten den store håndpresse som et hornet dyr tålmodigt ventende på at blive sendt til Mellemamerika.Bag glasdøren den store hal med de sorte maskiner, akvarium, fyrtårn, fabrik der altid står med grå toner i erindringen.
 
Til venstre for indgangen det store bord til brodermåltider, rundhåndede udskænkninger, og til signering af de færdige tryk, der minder om sværme af sommerfugle. På væggen bag bordet ses postkort og udklip- tilfældige bytter taget fra fjerne havne på lange rejser. Til højre en kabys, hvor kaptajnen, som den ensomme navigatør han vedbliver med at være, tilbereder dagens ret. Det er ikke blot flæsk og kål der bydes besætningen. Skibet – fuldt af flyvende drømme, salpeter og hård blæst, i fantasien opslugt i den duvende og tilsyneladende skrøbelige hal af krystal, hvor pressernes håndsving minder om skibets ror- drives frem af de sårbare sommerfugle af papir med mange farver, frembragt under den skæggede kæmpes årvågne blik. Der er lukafer hvor sømændenene arbejder og i lasten er der skjulte rum og sære kroge med strømmende vand. Til venstre for den store hal med maskinerne- det drejer sig om et sejlskib hvis sære apparater kun yder spredt og tilfældig energi, der driver stivnede instinkter, ønsker og overraskelser frem – ser man kaptajn Nemos aflåste kahyt med skuffer fulde af skatte fra havet, erobringer, triumfer og skuffelser, farver og tatoveringer behersket af den nu bortgåede store trolds foruroligende, ætsende, varmende nærhed.
 
“Le Calmar géant”, “le mystérieux Orient-Express”, “le Grand d’outremer”, “le Hollandais errant”, “l’Ange”, “le Ramolliseur”, “la Taupementale”, “le Serpent infaillible”, “leCorsaire noir”, “le Saurien à la jambe de bois” et “le Gitano Señorito” er nogle af de sømænd, der erindres fra lange forskellige togter for fulde sejl. I mere end et par år på det store krystalskib har jeg haft den ære at arbejde under den store og rundhåndede kaptajns opsyn, at være med til morgener derpå og strålende skumringstimer. Under det vanskelige arbejde i de mange måneder har vi set de fire årstider komme til syne, nationernes haver, storme af syre og tryksværte, deforme uhyrer, bundløse dybder, billeder uden midtpunkt og midtpunkter skjult i tåger. Vi har været med til landgange og redningsaktioner, vi har kippet med flaget, og vi har agtersejlet pirater. Vi har kastet halvgjorte kadavre overbord, sendt breve til Mexico til filatelisters jubel, og vi har smidt flaskepost i Sargasso havet adresseret til adskillige kære forfædre på andre breddegrader. I kompasrosen har vi set fremtidens afklarede lærdom. I logbogen fra de lange overfarter har vi for altid rettet kompasset præcist nord-syd, to faste holdepunkter i et bestandigt venskab, det lune herberg for jordens sejlende folk.
Antonio Saura

“En sten” Bjørn Nørgaard Håndtryk, modtryk, aftryk, indtryk, udtryk, nedtryk … Aftryk i ler, kileskriftens aftryk i våde lertavler, middelalderens træsnit, 1800 tallets litografiske plakater, 60ernes politiske offset tryk … At meddele sig, at udtrykke noget, at fortælle en historie, komme med et budskab…
 
I dag er det den masseproducerede tryksag, reklamen, trykket, det trykte billede har gennem historien, været det mest udbredte-folkelige-medie, til at fortælle en historie med – først med de globale elektroniske billeder over satelitter, er en alvorlig konkurrent opstået – dog er billedet i princippet bygget op på samme måde, punktet, men skærmen har afløst papiret. Billedet som objekt, den rolige meditative betragtning, er blevet til skærmens urolige flimmer, eftertanken er blevet visuel støj.
 
Blyant og papir, tusch og sten, enkelt, direkte, økonomisk, skånsomt miljømæssigt, stenen bruges atter og atter, begrænsede oplag, lille resource forbrug, en meddelelse fra et menneske til et andet, enkelt, respektfuldt, kunstneren med sine overvejelser, tilskueren med sine tanker.
 
Værkstedet, hver tid sin teknik og sit udtryk, i den forstand tilhører litografiet, trykt med sten, 1800 tallet, det var den tids teknologisk overlegne billedproduktion, men samtidigt rummer teknikken nogle kvaliteter af immateriel natur, som jeg har forsøgt at nærme mig i det foregående; til det kommer tiden.
 
De moderne digitale teknikker stjæler tiden, vi troede at automatisering og de digitale processer, kunne spare tid og arbejde og dermed give mennesker mere tid til sig selv (?), hvad det så skulle være. Det modsatte viser sig at være tilfældet.
 
Når en kunstner tegner på sten, giver han tid til stenen, tid til billedet, når litografen trykker billedet giver han tid, hvert stykke papir berøres af mange menneskehænder, de giver tid til billedet, når vi betragter et litografi udført af mange hænder modtager vi tid, ro og eftertanke, hvorimod det digitale billede stjæler vores tid og vores drømme.
 
Derfor er Peters værksted en vigtig “sten” i den bygning, der hedder et menneske, en sten.
Bjørn Nørgaard