Teknikken

Litografi eller stentryk kommer af græsk (Lithos, gr: sten) er en grafisk teknik, hvor trykpladen er en særlig kalksten. De bedste sten kommer fra stenbruddene ved Solnhofen i Bayern.

Litografiet opstod i 1700’tallet, hvor den tyske dramatiker og skuespiller Aloys Senefelder eksperimenterede sig frem til teknikken, og i starten brugte den som en billig metode til reproduktion af teaterplakater. Godt 100 år senere får den franske litograf Auguste Clot øjnene op for teknikken til kunsttryk. Det blev en god  måde at lave original kunst – og samtidig gøre det tilgængeligt til et bredere publikum. 

Selve teknikken bygger på det princip, at fedt skyer vand og omvendt. Den specielle kalksten bruges fordi den kan suge og holde på en vis mængde både vand og fedt. Processen er følgende: Stenen slibes, indtil den foregående tegning forsvinder. Stenen bliver brugt igen og igen. Med litografisk tusch maler eller tegner kunstneren motivet på stenen. Det kan godt være en kunst i sig selv, da det skal gøres spejlvendt. Tuschen indeholder fedt og nu bliver stenen fedtholdig dér hvor motivet er. 

Stenen gennemgår nu en kemisk process for, at gøre den klar til tryk. Stenen bliver lagt i trykmaskinen og fugtes hele tiden med vand. Trykfarven indeholder fedt, og da vand skyer fedt, så vil farven kun lægge sig der hvor kunstneren har tegnet med tusch.

Papiret der bruges til kunsttryk, er håndlavet papir fremstillet af klude, som regel lavet af hør eller bomuld. Papiret er syrefrit og tåler lys uden at ændre farve. Mængden af trykfarve er også med til at gøre litografiet holdbart. I forhold til en almindelig plakat som er trykt i offset, er laget af farve 8 gange tykkere. 

Den måde farverne bliver lagt på er én af gangen. Dvs. kunstneren tegner f.eks. den sorte konturfarve først. Når den er trykt, så bliver stenen slebet og klargjort til næste farve. Det er ikke ualmindeligt at et litografi indeholder mellem 10 og 20 farver. Det betyder at processen bliver gentaget ligeså mange gange. Så det er det tætte samarbejde mellem kunstner og litograf, der ender med et smukt værk.